Archevêché des églises russes en Europe occidentale

Colloque international L'héritage du Père Jean Meyendorff, érudit et homme d'église (1926-1992), à l'Institut Saint-Serge, 9-11 février 2012

Diacre Athanase — 2012-01-19T22:13:52Z

Du 9 au 11 février 2012 l'Institut de théologie orthodoxe Saint-Serge de Paris organise un colloque international pour honorer le 20e anniversaire du décès du Protopresbytre Jean Meyendorff, l'un des théologiens orthodoxes les plus renommés du siècle dernier.

Né le 17 février 1926 à Neuilly-sur-Seine, près de Paris, dans une famille appartenant à l'aristocratie balte, le baron Ioan Théophilevich a passé son enfance et ses années d'adulte dans le milieu des émigrés russes à Paris. Ayant accompli son éducation secondaire, le jeune Meyendorff s'était inscrit en 1944 à l'Institut Saint-Serge. Ce dernier était à l'époque le foyer du renouveau de la théologie orthodoxe, comptant parmi ses professeurs les intellectuels les plus grands de la Russie qui avaient été forcés d'émigrer ou étaient simplement expulsés de leur patrie, tels les PP. Serge Boulgakov, Georges Florovsky, Cyprien Kern, Nicolas Afanassieff, le professeur Antoine Kartachov... Parmi ses condisciples à l'Institut se trouvait le futur Père Alexandre Schmemann, avec lequel il s'était lié d'amitié déjà depuis son enfance. Pendant cette période Jean Meyendorff commençait déjà à suivre des cours à la Sorbonne, et il enseigna à Saint-Serge des cours d'histoire de l'Église et de grec ancien après avoir terminé ses études à l'Institut. Il a couronné ses études par une thèse de doctorat d'État à la Sorbonne sur le théologien byzantin Grégoire Palamas en 1958. L'année suivante il était ordonné prêtre et il partit avec sa famille pour les États-Unis, ayant été invité par le P. Alexandre Schmemann qui enseignait au Séminaire Saint-Vladimir à New York depuis 1951. C'est là qu'il a continué ses activités académiques et ecclésiales jusqu'à la fin de sa vie. Il enseigna la Patrologie et l'Histoire de l'Église à Saint-Vladimir et l'Histoire byzantine à l'Université Fordham à New York.

Avec sa thèse sur Palamas, publiée en 1959, et dont la version française est épuisée depuis longtemps, le P. Jean s'est acquis une réputation notable non seulement dans le milieu orthodoxe, mais aussi dans le monde académique. Ce livre qui porte le titre modeste Introduction à l'étude de Grégoire Palamas reste jusqu'à aujourd'hui un livre classique dont aucun étudiant de la théologie byzantine ne peut se passer. Le P. Jean a contribué à la redécouverte de ce grand et important théologien byzantin du 14e siècle, déjà commencée par les œuvres des PP. Dumitru Staniloae, Basile Krivochéine (plus tard Archevêque), Cyprien Kern et de Vladimir Lossky. Le P. Jean est généralement reconnu comme un des représentants principaux de ce courant dans la théologie orthodoxe connu sous le nom de « synthèse néo-patristique » (le terme est du P. Georges Florovsky), le « néo » indiquant qu'il ne s'agit pas d'un simple retour à l'étude des Pères de l'Eglise ou d'une « théologie de la répétition », mais d'une redécouverte créative de la Tradition vivante de l'Église. Les œuvres théologiques du P. Jean Meyendorff sont profondément marquées par une approche historique qui a marqué de son empreinte la théologie orthodoxe du XXe siècle. En ceci il se montre le disciple par excellence du P. Georges Florovsky. Celui-ci n'a pas été son professeur de patrologie à Saint-Serge (à cette époque les cours de patrologie furent enseignés par le Père Cyprien Kern), mais le Père Jean a connu le Père Georges personnellement et il montrait toujours une grande appréciation pour ses œuvres théologiques et historiques.

Les activités du P. Jean Meyendorff ne sont pas limitées au monde académique et aux études théologiques et historiques. Il était engagé dans la vie de l'Eglise et c'est pourquoi il s'est gagné un grand respect dans le monde ecclésial, aussi bien orthodoxe qu'œcuménique. Il a été co-fondateur et président de « Syndesmos », la Fédération mondiale des Mouvements de Jeunesse orthodoxe ; il était membre de « Foi et Constitution » et il a présidé cette section du Conseil Œcuménique des Eglises pendant presque dix ans, de 1967 à 1976. Aux États Unis il a contribué, avec son collègue et son ami P. Alexandre Schmemann, à la fondation de l'autocéphalie de la « Métropole russe » en 1970, qui depuis porte le nom « Orthodox Church in America » (OCA).

Au colloque de février 2012 l'Institut Saint-Serge va honorer la mémoire de son ancien étudiant et enseignant, en organisant des communications et une Table ronde touchant aux domaines variés où il a travaillé : la théologie dans tous ses aspects, l'histoire de l'Eglise (Byzance et le monde slave) et l'Eglise dans le monde d'aujourd'hui.

Parmi ses œuvres les plus importantes il faut mentionner : Le Christ dans la théologie byzantine (Paris, Cerf, 2010²), Initiation à la théologie byzantine (Paris, Cerf, 2010²), Unité de l'Empire et divisions des Chrétiens (Paris, Cerf, 1993), Byzantium and the Rise of Russia (Cambridge University Press, 1981).

Programme détaillé
Bulletin d'inscription

Source : saint-serge.net

Anniversaire du décès de l'archevêque Serge

Diacre Athanase — 2012-01-17T09:52:14Z

tombe de Mgr Serge

Le dimanche 22 janvier 2012, jour anniversaire du décès de l'archevêque Serge d'Eucarpie de bienheureuse mémoire, après la Divine Liturgie et la bénédiction des eaux célébrées en l'église de la Dormition de la Mère de Dieu à Sainte Geneviève-des-Bois, un office des défunts (pannychide) sera célébré sur le tombeau de Mgr Serge.
La Divine Liturgie commencera à 10h00 et l'office des défunts, vers 12h30.

Le même jour, un office des défunts à la mémoire de l'archevêque Serge sera également célébré à la cathédrale Saint Alexandre Nevsky après la Divine Liturgie.

Parution du Feuillet de l'exarchat N°41 (janvier 2012)

Jean Starynkevitch — 2012-01-11T17:45:00Z

Le Feuillet de l'exarchat N°41 (janvier 2012) est paru, ainsi que sa version anglaise. Il est disponible en téléchargement sur ce site (rubrique Vie de l'archevêché et des paroisses / Feuillets de l'exarchat). - Actualité

Communiqué de l'Administration diocésaine

Diacre Athanase — 2012-01-10T14:25:08Z

Monseigneur Gabriel a été victime d'une petite hémorragie cérébrale à la fin de la semaine dernière, après la célébration des fêtes de la Nativité selon le calendrier julien. Selon les médecins, cette hémorragie est une séquelle du traitement de chimiothérapie qu'il a subi durant l'année 2011. Entré à l'hôpital Bichat le samedi 7 janvier au soir, Monseigneur Gabriel en est ressorti lundi 9 janvier. Il se sent bien, mais suivant le conseil de ses médecins il est parti aussitôt se reposer. Il annule tous ses rendez-vous du mois de janvier.
Monseigneur Gabriel remercie tous ceux qui le soutiennent par leurs prières.

Weihnachtsbotschaft S. Em. des Erzbischofs Gabriel von Komana

Diacre Athanase — 2011-12-25T08:02:04Z

Icône de la Nativité du Christ

Icône peinte par Marie-Reine Hugot, responsable de l'Atelier Sainte Théodora

An diesem Tag der Geburt unseres Herrn hat "die Sonne der Gerechtigkeit die Tochter der Finsternis geheiratet." (Syrische Liturgie)

Seht, es zeigt sich die Morgenröte nach einer dunklen Nacht und Christus erleuchtet die ganze Schöpfung deren Schönheit durch unsere Schuld verdunkelt wurde. Wie damals die Schäfer freuen wir uns heute, weil wir die Engel auch uns verkünden hören: "Ein Kind wurde uns geboren, ein Sohn wurde uns geschenkt!" Dieser Sohn, dieses Kind ist Gott selbst, der zu uns kommt und dafür unser Fleisch annimmt.

Dank des von Gott Innig Geliebten, der auf die Erde kommt, sind wir nicht mehr allein in der Kälte dieser Welt "in der diejenigen, die kein Brot haben, leben wollen und diejenigen, die Brot haben, nicht wissen, warum sie leben." (Predigten - Jean Corbon)

Ja, unsere Welt ist kalt! Sie will sich erwärmen an bedeutungsloser und nutzloser Wärme. Sie will in Freuden leben, jedoch entdeckt sie, wenn auch spät, die traurige Sinnlosigkeit und schläft wieder ein, auf sich selbst zusammengeschrumpft. Dabei vergisst sie die Hoffnung, die an ihrem Herzen anklopft! Diese Welt ist unsere Welt: Die Welt in der wir leben, jeden Tag den Gott uns schenkt; in der die Menschen bereit sind, einander zu hassen und zu töten, in der derjenige, der alles besitzt ohne Mitleid und ohne schlechtes Gewissen an dem vorbei geht, der nichts hat... in der der Bruder seinen Bruder bestiehlt für den "Ruhm", reich zu sein, um ein paar Mauern zu besitzen, von denen am Ende der Welt nichts mehr übrig ist...

"Friede auf Erden unter den Menschen sein Wohlgefallen!" Was machen wir als Christen aus dieser von den Engeln verkündeten Botschaft? Die Geburt Christi ist der Moment für uns, unsere Herzen aufzuwecken, aus unserer Routine herauszutreten, selbst wenn sie fromm ist! Es ist die Zeit, die Hoffnung zu wecken, sie zu teilen und unsere Brüder davon leben zu lassen: Wie die Schäfer müssen auch wir eilig allen verkünden, dass sich mit Gott alles ändern kann, dass alles gerettet werden kann!

Diese Hoffnung und die Freude, die sich daraus ergibt, müssen von uns ausstrahlen! Wenn jeder von uns ein Zeichen gäbe - ein echtes! - welches den Frieden bringt - den echten! - den Frieden den die Welt nicht bringen kann... Wenn jeder seinem Bruder, der danach hungert, ein Lächeln schenken würde... Wenn jeder seine kühle Hand auf die fiebernde Stirn des Unterdrückers legen würde... Wenn die Liebe in uns fließen würde wie ein glänzender Strom, der die Wunden säubert... Wenn die Vergebung sich erheben würde über die Wut und den Hass, der hervorgerufen wird durch diejenigen, die sich Brüder nennen sollten...

Wir müssen uns verantwortlich fühlen für das Geschenk Gottes an dem Fest der Geburt unseres Herrn Jesus Christus, welche sich heute erneuert. Wir sind ontologisch mit all unseren Brüdern und Schwestern verbunden, denn der Herr hat uns "nach seinem Bilde geschaffen, ihm ähnlich", wer auch immer wir sind. Es bleibt immer ein bisschen von der primitiven Schönheit, die Gott uns geschenkt hat!

Weihnachten ist die Entzückung die Christus bei den Schäfern wie bei den Weisen hervorruft. Weihnachten ist das Erstarren vor der strahlenden Schönheit der Ikone der Geburt! Weihnachten ist die Freude der Kinder, der Väter und der Mütter! Aber Weihnachten ist auch die Trauer darüber, verlassen zu sein, vergessen... Es ist auch die Kälte und der Hunger, die den Körper auszehren... Es ist auch die entstellte Menschheit, die nicht mehr lieben kann... Aber Weihnachten ist vor allem der Vater der uns seinen geliebten Sohn schenkt! Und dieser Sohn, das Wort Gottes wird Mensch, damit der Mensch Gott werde (Hl Athanasius von Alexandria). Und um das zu erreichen, wird er uns ähnlich in allem außer in der Sünde; und trotzdem erträgt er ihre Folgen, bis hin zum Tod am Kreuz, damit er uns besser von der Sünde und vom Tod befreien kann.

Wie also sollen wir Weihnachten leben? Wir wollen hartnäckig sein und doch bereit, die Liebe Gottes zu empfangen! Hartnäckig, jedoch auch fähig, die Augen zu öffnen für den Menschen der häufig unschuldig leidet. Wir wollen hartnäckig lieben!

Die Grotte von Bethlehem gibt uns Hoffnung: "Hoffe auf Gott! Sei tapferen Mutes, sei stark und hoffe auf Gott!" (Ps 26,14). Mit großer Liebe wünsche ich euch, liebe Brüder und Schwestern, ein frohes Fest der Geburt Christi.

Der Herr Jesus Christus, dessen Geburt im Fleische wir heute feiern möge unser aller Freude sein und auf uns herabgießen die Gnade seiner Errettung. Amen

Paris, Kathedrale des Heiligen Alexanders Nevsky
Weihnachten 2011

+ Erzbischof Gabriel von Komana
Exarch des Ökumenischen Patriarchen

Ærkebiskop Gabriels julebudskab 2011

Diacre Athanase — 2011-12-25T08:01:57Z

Icône de la Nativité du Christ

Icône peinte par Marie-Reine Hugot, responsable de l'Atelier Sainte Théodora

På dagen for vor Herres Fødsel har ”Retfærdighedens Sol taget mørkets datter til ægte” (den syriske liturgi).

Se, hvor daggryet bryder frem ved den mørke nats afslutning, når Kristus oplyser hele skabningen, hvis skønhed er beskadiget af mørket fra vore overtrædelser. Ligesom hyrderne ved Bethlehem i de dage fryder vi os i dag, når vi hører englene forkynde, også for os, at ”et Barn er født os, en Søn er os givet!” Den Søn, dette Barn, det er Gud selv, som besøger os og derfor antager vort kød.

Takket være Faderens Elskede, som viser Sig på jorden, er vi ikke længere alene i denne verdens kulde, ”hvor de, som mangler brød, har vilje til at leve, og de, som har brød, ikke længere véd, hvorfor de skulle leve” (Liturgiske prædikener - Jean Corbon).

Ja, vor verden er kold! Og vi søger at varme os ved kilder, som er overfladiske og til ingen nytte. Vi vil leve et kunstigt liv, hvis triste tomhed vi opdager for sent, og sammenkrøbne om os selv falder vi i søvn og glemmer Håbet, som banker på hjertets dør. Men denne verden, det er vor verden, dén, hvori vi lever alle de dage, som Gud giver os. Hvori mennesker accepterer at hade og dræbe hinanden. Hvori dén, som har alt, uden mindste bekymring eller medlidenhed går forbi dén, som intet har. Hvor en broder bestjæler sin broder for ”æren” ved at være rig, om det så blot er på nogle gamle sten, hvoraf der ved tidernes ende intet vil være tilbage ...

”Fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Hvad gør vi som kristne med den nyhed, englene forkynder? Ved Kristi Fødsel er det tid til at vække vore hjerter og til at gøre os frie af vore vaner, selv om de måtte være fromme! Det er tid til at vække håbet, til at dele det og få vore brødre til at leve ved det: Ligesom hyrderne må vi med eftertryk forkynde for alle, at med Gud kan alting forandres, alt kan frelses!

Dette håb og den glæde, som det fører til, bør stråle ud fra os. Tænk, om hver af os gav et tegn - et virkeligt tegn! - som giver fred - sand fred! - dén fred, som verden ikke kan give ... Om hver af os viste et kærligt smilende ansigt til den broder, som hungrer efter netop dét ... Om hver af os lagde sin kølige hånd på den undertryktes feberhede pande ... Om den kærlighed, som er i os, kunne strømme som dåbsvandet og bortvaske alle sår ... Om tilgivelsen kunne hæve sig op over den vrede og det had, som er vakt i os af dem, som burde kaldes brødre ...

Vi bør føle os ansvarlige for Guds gave her ved højtiden for vor Herre Jesu Kristi Fødsel, som aktualiseres på ny. Vi er af væsen forbundne med alle vore brødre og søstre på denne jord, for Herren har skabt os ”i Sit billede og til Sin lighed”, lige meget hvem vi er! Der resterer altid en smule af den oprindelige skønhed, Gud har skænket os!

Jul, det er den forundring, Gud frembringer, både hos hyrderne og de vise mænd! Jul, det er betagelsen, når vi står foran fødselsikonen, det er glæden hos børnene og deres fædre og mødre! Men jul, det er også sorgen over at være forladt og glemt ... Det er også kulde og sult, som overmander legemet ... Det er også den forkrøblede menneskehed, som ikke længere kan elske ... Men jul, det er først og fremmest, at Faderen skænker os Sin elskede Søn! Og at Sønnen, Guds Ord, bliver Menneske, for at mennesket kan blive Gud (Athanasios af Alexandria). Og derfor fødes Han ligesom os, dog uden synd, men Han bærer alle syndens følger lige til døden på et Kors for så meget des bedre at kunne fri os fra synd og død.

Hvordan skal vi da gennemleve julen? Helt enkelt, lad os vedholdende og parate tage imod Guds kærlighed! Lad os ligeledes have et åbent blik for det menneske, som lider, ofte uskyldigt ... Lad os simpelt hen være vedholdende i kærlighed!

Grotten i Bethlehem skænker os håb: ”Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!” (Salme 26/27, 14). Det er med stor kærlighed, brødre og søstre, at jeg ønsker jer en glædelig fest for Herrens Fødsel.

Må vor Herre Jesus Kristus, Han hvis Fødsel i kødet vi fejrer i dag, må Han være alles glæde, og må Han sænke Sin frelsende nåde ned over os! Amen.

Paris, Hellige Alexander Nevskij Katedralen
Julen 2011

+ Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for Den økumeniske Patriark

Julbudskap från Ärkebiskop Gabriel

Diacre Athanase — 2011-12-25T08:01:51Z

Icône de la Nativité du Christ

Icône peinte par Marie-Reine Hugot, responsable de l'Atelier Sainte Théodora

Denna Kristi födelses dag har "Rättfärdighetens Sol förmälts med skuggornas dotter" (ur den syriska liturgin)

Det är så morgonrodnaden uppenbarar sig mot den mörka nattens slut och Kristus upplyser hela skapelsen, vars skönhet har fläckats av våra bristers skuggor. Som herdarna i Betlehem på den tiden gläds vi idag när vi hör änglarna även för oss tillkännage att "ett Barn är oss fött, en Son blir oss given !" Denna Son, detta Barn, det är Gud som besöker oss och för den skull antar vår mänskliga gestalt.

Tack vare Faderns älskade Son som visar sig på jorden är vi inte längre ensamma i vår världs köld "där de som inte har något bröd vill leva och de som har bröd inte längre vet varför de skall leva !" (Liturgiska predikningar - Jean Corbon).

Ja vår värld är kall ! Den vill värmas av ganska onyttiga och futtiga källor. Den vill leva på ett konstlat sätt och blottar till slut den sorgliga fåfängligheten och insomnar inkrökt i sig själv och glömmer därvid det Hopp son klappar på porten till dess hjärta ! Men denna värld är vår värld, den vari vi lever alla dagar som Gud ger, där människorna accepterar att hata och döda varandra, där den som har allt går förbi den som inget har utan minsta oro eller medlidande...där en broder bestjäl sin broder för "äran" att vara rik, om det så bara rör sig om några gamla stenar, av vilka det till slut inte finns något kvar...

"Fred på jorden, till människor av god vilja !" Som varande kristna, vad gör vi av denna nyhet som änglarna tillkännagav ? Kristi Födelse, det är tiden för att väcka våra hjärtan, lämna våra vanor, även om de så är fromma ! Det är tiden för att väcka hoppet, att dela det och leva av det tillsammans med våra bröder : som herdarna måste vi ivrigt låta alla få veta att med Gud kan allt ändras, allt kan räddas !

Detta hopp och denna glädje som härrör från detta bör stråla ut från oss ! Om alla ger ett tecken - ett verkligt ! - som skänker Frid ! - en verklig ! en sådan som denna värld inte kan ge... Om var och en vänder ett ansikte leende av kärlek till sin broder som längtar efter detta... Om alla lägger en sval hand på den förtrycktes febriga panna... Om den kärlek som finns i oss kunde flyta fram som ett renande vatten som tvår alla sår... Om förlåtelsen kunde höja sig över vreden och hatet som anstiftas av alla som borde kallas bröder...

Vi bör känna oss ansvariga för denna Guds gåva denna vår Herres Jesu Kristi födelses fest som på nytt aktualiserar : vi är alla förenade med alla våra bröder och systrar på denna jord, för Herren har skapat oss "till sin avbild och likhet", vilka vi än må vara ! Det finns alltid kvar litet av den ursprungliga skönhet som Gud har givit oss !

Julen, det är den förundran som Kristus väcker hos herdarna och de tre vise männen ! Julen, det är den överväldigande synen inför Födelsens ikon. Julen, det är barnens, fädernas och mödrarnas glädje ! Men Julen det är också sorgen över att vara övergiven, glömd... Det är också kölden och hungern som nedtynger kroppen... Det är också den vanställda mänsklighet som inte längre kan älska... Men Julen, det är framför allt Fadern som skänker oss sin älskade Son ! Och denna Son, Guds Ord, blir människa för att människan skall bli Gud (Hl. Athanasios av Alexandria). Och för att åstadkomma detta börjar han med att bli lik oss, förutom all synd av vilken Han likväl fick bära alla konsekvenser ända till döden på Korset för att på så sätt bättre frälsa oss från synd och död.

Så hur skall vi alltså begå Julen ? Låt oss helt enkelt framhärda i att vara beredda att motta Guds Kärlek ! Låt oss samtidigt framhärda i att vara kapabla att öppna ögonen inför männiiskor som ofta lider helt oskyldigt... Låt oss helt enkelt framhärda i kärlek !

Betlehems grotta ger oss hopp : "Fatta mod ! Hoppas på Gud !" Det är med mycken kärlek som jag önsklar er, kära bröder och systrar, en glädjerik Jul ! Må Herren Jesus Kristus, vars födelse i köttet vi idag firar, vara vår glädje, och må Han nedsända över oss frälsningens nåd ! Amen.

Paris, St Alexander Nevskijkatedralen,
Julen 2011

+ Ärkebiskop Gabriel av Comana,
den Ekumeniske Patriarkens Exark

Erkebiskop Gabriels julebudskap 2011

Diacre Athanase — 2011-12-25T08:01:43Z

Icône de la Nativité du Christ

Icône peinte par Marie-Reine Hugot, responsable de l'Atelier Sainte Théodora

På dagen for vår Herres Fødsel har ”Rettferdighetens Sol tatt mørkets datter til ekte” (den syriske liturgi).

Se, hvordan daggryet bryter fram ved den mørke natts avslutning, når Kristus opplyser hele skapningen, hvis skjønnhed er skadet av mørket fra våre overtredelser. Liksom hyrdene ved Betlehem i de dager, fryder vi oss i dag når vi hører englene forkynne, også for oss, at ”et Barn er oss født, en Sønn er oss gitt!” Den Sønn, dette Barn, det er Gud selv, som besøker oss og derfor påtar seg vårt kjød.

Takket være Faderens Elskede, som viser seg på jorden, er vi ikke lengre alene i denne verdens kulde, ”hvor de som mangler brød, har vilje til å leve, og de som har brød, ikke lengre vét, hvorfor de skulle leve” (Liturgiske prekner - Jean Corbon).

Ja, vår verden er kald! Og vi forsøker å varme oss ved kilder som er overfladiske og til ingen nytte. Vi vil leve et kunstig liv med en trist tomhet vi oppdager for sent, og sammenkrøpne i oss selv faller vi i søvn og glemmer Håpet som banker på hjertets dør. Men denne verden, det er vår verden, dén, hvori vi lever alle de dager som Gud gir oss. Hvori mennesker aksepterer å hate og drepe hverandre. Hvori dén som har alt, uten minste bekymring eller medlidenhet går forbi dén som intet har. Hvor en bror stjeler fra sin bror for ”æren” ved å være rik, om det så bare er på noen gamle sten som det ved tidenes ende intet vil være igjen av ...

”Fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Hvad gjør vi som kristne med den nyhet som englene forkynner? Ved Kristi fødsel er det tid til å vekke våre hjerter og til å gjøre oss fri fra våre vaner, selv om de måtte være fromme! Det er tid til å vekke håpet, til at dele det og få våre brødre til å leve ved det: Liksom hyrderne må vi med ettertryk forkynne for alle at med Gud kan allting forandres, alt kan frelses!

Dette håp og den glede som det fører til, bør stråle ut av oss. Tenk om hver av oss gav et tegn - et virkelig tegn! - som gir fred - sann fred! - dén fred som verden ikke kan gi ... Om hver av oss viste et kjærlig smilende ansikt til den bror som hungrer etter nettopp dét ... Om hver av oss la sin kjølige hånd på den undertryktes feberhete panne ... Om den kjærlighet som er i oss, kunne strømme som dåbsvannet og vaske bort alle sår ... Om tilgivelsen kunne heve sig opp over det sinne og det hat som er vakt i oss av dem som burde kalles brødre ...

Vi bør føle oss ansvarlige for Guds gave her ved høytiden for vår Herre Jesu Kristi fødsel som aktualiseres på ny. Vi er av vesen knyttet til alle våre brødre og søstre på denne jord, for Herren har skapt oss ”i Sitt bilde og til Sin likhet”, uansett hvem vi er! Det er alltid en rest igjen, en smule av den opprinnelige skjønnhet som Gud har skjenket oss!

Jul, det er den forundring som Gud frembringer, både hos hyrdene og hos de vise menn! Jul, det er betagelsen, når vi står foran fødselsikonet, det er gleden hos barna og deres fedre og mødre! Men jul, det er også sorgen over å være forlatt og glemt ... Det er også kulde og sult som overmanner legemet ... Det er også den forkrøblede menneskehet som ikke lenger kan elske ... Men jul, det er først og fremst at Faderen skjenker oss sin elskede Sønn! Og at Sønnen, Guds Ord, blir menneske for at mennesket kan bli Gud (Athanasios av Alexandria). Og derfor fødes Han lik oss, dog uten synd, men Han bærer alle syndens følger like til døden på et kors for desto bedre å kunne fri oss fra synd og død.

Hvordan skal vi da gjennomleve julen? Helt enkelt, la oss være vedholdende og parate til å ta imot Guds kjærlighet! La oss likeledes ha et åpent blikk for det menneske som lider, ofte uskyldig ... La oss simpelthen være vedholdende i kjærlighet!

Grotten i Betlehem skjenker oss håp: ”Sett ditt håp til Herren, vær sterk, fatt mot, sett ditt håp til Herren!” (Salme 26/27, 14). Det er med stor kjærlighet, brødre og søstre, at jeg ønsker dere en gledelig fest for Herrens fødsel.

Må vår Herre Jesus Kristus, Han hvis fødsel i kjødet vi feirer i dag, må Han være vår alles glede og må Han senke Sin frelsende nåde ned over oss! Amen.

Paris, Hellige Alexander Nevskij Katedralen
Julen 2011

+Erkebiskop Gabriel av Komana
Eksark for Den økumeniske Patriark

Messaggio di Natale dell'Arcivescovo Gabriele

Diacre Athanase — 2011-12-25T08:01:36Z

Icône de la Nativité du Christ

Icône peinte par Marie-Reine Hugot, responsable de l'Atelier Sainte Théodora

In questo giorno della Natività di nostro Signore, «il Sole di giustizia ha sposato la figlia delle tenebre» (Liturgia siriana).

Qui appare l'alba dopo la notte buia e Cristo illumina tutta la creazione, la cui bellezza è stata offuscata dall'ombra delle nostre colpe. Come i pastori a Betlemme al loro tempo, ci rallegriamo oggi sentendo gli angeli che ci annunciano che «un bambino è nato, un figlio ci è dato!» Quel Figlio, quel Bambino, è Dio che viene a farci visita e per questo assume la nostra carne.

Grazie al Prediletto del Padre che appare sulla terra noi non siamo più soli nel freddo del nostro mondo «dove quelli che non hanno il pane vogliono vivere e quelli che non hanno il pane non sanno più perché vivere!» (Omelie liturgiche - Jean Corbon)

Sì, il nostro mondo è freddo! Vuole riscaldarsi di calori futili e affatto inutili. Vuole vivere nell'artificio di cui scopre, in ritardo, la triste vanità e si addormenta rannicchiato su se stesso, dimenticando la speranza che bussa alla porta del suo cuore! Ma questo mondo è il nostro mondo, quello in cui viviamo ogni giorno che Dio ci dà, nel quale gli uomini accettano di odiarsi e di uccidersi, dove chi ha tutto passa senza alcuna preoccupazione o compassione davanti a chi non ha niente, dove il fratello saccheggia il fratello per la “gloria” di essere ricco, per l'accozzaglia di qualche vecchia pietra, di cui non resterà nulla alla fine dei tempi

«Pace in terra, benevolenza tra gli uomini»! Come cristiani che cosa ne facciamo di questa notizia proclamata dagli angeli? La Natività di Cristo è il momento di risvegliare il nostro cuore dalla nostra routine, fosse anche di devozione! È il momento di risvegliare la speranza, di condividere e far vivere i nostri fratelli: come i pastori, dobbiamo annunciare a tutti, con sollecitudine, che grazie a Dio tutto può cambiare, tutto può essere salvato!

Questa speranza e la gioia che ne risulta devono risplendere attraverso di noi! Se tutti dessero un segno - uno vero! - di pace - quella vera! -, quella che il mondo non può dare... se ciascuno offrisse un volto sorridente di amore a suo fratello che ha fame... se ciascuno posasse la sua mano fresca sulla fronte febbricitante dell'oppresso... se l'amore che è in noi potesse sgorgare come l'acqua di fonte, lavando ogni ferita... se il perdono potesse prevalere sulla rabbia e l'odio causati da coloro che dovrebbero essere chiamati fratelli...

Noi dobbiamo sentirci responsabili per il dono di Dio in questa festa della Natività di nostro Signore Gesù Cristo, che si rinnova ancora: noi siamo legati ontologicamente a tutti i nostri fratelli e sorelle su questa Terra, poiché il Signore ci ha creato «a sua immagine e somiglianza», a prescindere da chi noi siamo! Ancora rimane qualcosa della bellezza primigenia che Dio ci ha elargito!

Natale è la meraviglia provocata dal Cristo tanto ai pastori quanto ai magi! Natale è il bagliore dell'icona della Natività! Natale è la gioia dei bambini e dei padri e delle madri! Ma Natale è anche la tristezza di essere abbandonati, dimenticati... è anche il freddo e la fame che affliggono il corpo... è anche l'umanità sfigurata che non sa più amare... Tuttavia Natale è soprattutto il Padre che ci dona il suo Figlio diletto! E questo Figlio, il Verbo di Dio, si fa uomo affinché l'uomo possa diventare dio (S. Atanasio di Alessandria). E, per fare questo, comincia a diventare simile a noi eccetto che per il peccato, di cui però Egli porterà tutte le conseguenze fino alla morte sulla Croce, per liberarci così dal peccato e dalla morte.

Come vivere allora il Natale? Semplicemente ostinandoci nella disposizione ad accogliere l'amore di Dio! Ostinandoci nella capacità di spalancare gli occhi davanti all'uomo che tanto soffre nell'innocenza... Semplicemente essendo degli ostinati dell'amore!

La grotta di Betlemme ci offre la speranza: «Spera in Dio! Rincuorati e abbi coraggio! Spera in Dio!» (Ps. 26, 14). È con grande amore che vi auguro, cari fratelli e sorelle, una festa gioiosa della Natività di Cristo.

Che il Signore Gesù Cristo, la cui Nascita nella carne celebriamo oggi, sia la gioia di tutti noi e che invii su di noi la grazia della Salvezza! Amen.

Parigi, la Cattedrale S. Alexander Nevsky
Natale 2011

+ Arcivescovo Gabriele di Comana,
Esarca del Patriarca ecumenico.

Kerstboodschap

Diacre Athanase — 2011-12-25T08:01:28Z

Icône de la Nativité du Christ

Icône peinte par Marie-Reine Hugot, responsable de l'Atelier Sainte Théodora

Op deze dag van de Geboorte van onze Heer, "heeft de Zon der Gerechtigheid de dochter van de duisternis gehuwd" (uit de Syrische liturgie).

Nu verschijnt de dageraad na de donkere nacht en Christus verlicht de hele schepping waarvan de schoonheid werd aangetast door de schaduw van onze fouten. Net als de herders in Bethlehem, verheugen ook wij ons vandaag nu wij horen van de engelen dat "ons een kind is geboren, en ons een Zoon is gegeven!" Die Zoon, dat kind, is God Die ons bezoekt en daartoe ons vlees heeft aangenomen.

Dank zij de Geliefde van de Vader die op aarde verschenen is, zijn we niet meer alleen in de kou van onze wereld, " waar zij die geen brood hebben, willen leven en zij die brood hebben, niet weten waarvoor ze leven" (Liturgische Homilieën - Jean Corbon).

Ja, onze wereld is koud! En ze zoekt zich steeds opnieuw te verwarmen met vluchtige en nutteloze warmte waarvan zij te laat de trieste leegheid ontdekt en zich verschrompeld in zichzelf terugtrekt, terwijl zij de Hoop vergeet die aan de poort van haar hart klopt. Maar die wereld is onze wereld, waarin wij elke dag die God geeft beleven, waarin het haten en het doden geaccepteerd wordt, waarin hij die alles heeft, de bezitloze gedachteloos voorbijgaat, zonder een slecht geweten en zonder enige mededogen; waarin de ene broer de andere berooft om de "eer" rijk te zijn, omwille van een paar oude stenen, waarvan uiteindelijk niets overblijft.

"Vrede op aarde in de mensen een welbehagen!" En wat doen wij als christenen? Wat doen wij met deze boodschap van de engelen? De Menswording van Christus is het moment om ons hart te doen ontwaken uit de sleur, zelfs uit een vrome sleur! Het is tijd de hoop op te wekken en die te delen met onze broeders; evenals de herders moeten we overal verkondigen dat alleen God alles kan veranderen en dat allen gered kunnen worden.

De hoop en vreugde die daaruit voortkomt, moeten wij uitstralen! Als ieder van ons een teken zou geven - een echt teken - van vrede - van echte vrede - een teken dat de wereld niet kan geven ... als ieder zich met een liefdevolle glimlach tot zijn broeder zou wenden die daar behoefte aan heeft ... als iedereen zijn troostende hand op het koortsige voorhoofd van de onderdrukte zou leggen ... als de liefde die in ons is, als een reinigend water alle wonden zou kunnen reinigen ... als de vergeving zou kunnen uitstijgen boven de woede en haat van hen, die onze broeders zouden moeten zijn...

We moeten ons verantwoordelijk voelen voor het geschenk van God in dit feest van de Geboorte van onze Heer Jezus Christus, dat weer actueel geworden is: we zijn verbonden, ontologisch gezien, met al onze broeders en zusters op deze aarde, want de Heer heeft ons geschapen "naar Zijn beeld en gelijkenis," wie we ook zijn! Er is in ons altijd nog een rest gebleven van de oorspronkelijke schoonheid die God ons heeft gegeven! Kerstmis: dat is de verwondering die Christus oproept zowel bij de herders alsook bij de Wijzen!

Kerstmis is verwondering voor de icoon van de Geboorte van Christus! Kerstmis is de verwondering van kinderen en vaders en moeders! Maar Kerstmis is ook het verdriet van het in de steek gelaten, van het vergeten zijn ... Het is ook kou en honger, die pest van het lichaam ... Het is ook de verminkte mensheid die de liefde niet meer kent ... Maar Kerstmis is vooral de Vader, die ons zijn geliefde Zoon schenkt! En deze Zoon - het Woord Gods - wordt mens opdat de mens God zou kunnen worden (Hl. Athanasius van Alexandrië). En daartoe wordt de Zoon in alles gelijk aan ons, behalve in de zonde, waarvan Hij nochtans alle gevolgen aanvaardt tot aan de Kruisdood om ons aldus te bevrijden van de zonde en de dood.

Dus hoe Kerstmis beleven? Laten we met vasthoudendheid bereid zijn de liefde van God te ontvangen en met dezelfde hardnekkigheid onze ogen, wijdopen, gericht houden op de vaak in onwetendheid lijdende mens. Laten we gewoon koppig zijn in de liefde!

De grot van Bethlehem biedt hoop: "Maak uw hart sterk en verwacht de Heer" (Ps.26,14). Met grote liefde wens ik u, dierbare broeders en zusters, een vreugdevol feest van de Geboorte van Christus.

Moge de Heer Jezus Christus, Wiens geboorte in het vlees wij vandaag vieren, onze vreugde zijn en dat Hij over ons doe neerdalen de genade van de verlossing. Amen.

Parijs, Kathedraal van Hl. Alexander Nevsky
Kerstmis 2011

+Aartsbisschop Gabriël van Komana
Exarch van de Oecumenische Patriarch.