Påskebudskab fra Hans Eminence ærkebiskop Gabriel af Comane, Eksark for den økumeniske patriark

”Se, ved Korset er der kommet glæde til hele verden [...] For vor skyld udholdt Kristus Korset, og ved Sin død tilintetgjorde Han døden.”

Hierarker
Ærværdige fædre
Kære brødre og søstre i Kristus

Kristus er opstanden!

Med dette glædesfyldte udråb er jeg lykkelig over at forkynde jer vor Herre Jesu Opstandelse. Den forkyndelse er den største, den mest gennemgribende, vi kan udtale og modtage i vore hjerter. I virkeligheden er det hele frelsens mysterie, som fuldendes i denne begivenhed. Ved Påske viser Kristus os fuldt og helt Treenighedens kærlighed til menneskene og til hele skabningen.

Ved denne glædelige højtid mærker vi atter i vore hjerter Guds umådelige godhed, Han, som kommer for at sige, hvor højt Han elsker os, lige meget hvilken situation, vi befinder os i. I virkeligheden er vi alle syndere, alle er vi svækkede af Adams overtrædelse og af vore egne svagheder, og vi véd, hvor meget det hæmmer os i vort daglige liv. Men på denne dag fryder vi os, for vi véd, at Herren har påtaget Sig alle vore overtrædelser, og ved Sin frivillige opstigen på Korset har han endegyldigt kastet dem til jorden ved dets fod. Ved Sin Opstandelse skænker Han os den nåde at kunne forblive oprejste i Hans usigelige lys.

Ved denne grundlæggende begivenhed, som er referencen for hele vort kristne liv, bliver vi forvandlede: Vi var døde, vi er opstandne! Det er nåde over nåde: ”Ved Guds nåde er jeg det, jeg er, og Hans nåde imod mig har ikke været forgæves!” (1. Kor. 15,10).

Vi er blevet forberedte til frelsen ved ”Dine tjenere profeternes mund” (hellige Basilios den Stores liturgi). Det er en engel, der bebuder Maria, at hun skal blive moder til Ham, som kommer midt iblandt os for at frelse os, og derfor synger vi: ”I dag lægges grunden til vor frelse ...” (Bebudelsens troparion). Siden hen siger Kristus selv til os, at Han er kommet for vor, menneskenes skyld og til vor frelse. Og for at vise os, at alting er muligt, og hvor meget Han elsker os, oprejser Han Sin ven, Lazarus, men ikke uden først at have grædt ved hans grav: I det øjeblik forstår vi, at Herrens tårer afspejler al hans nåde, al den kærlighed til menneskene, som fører Ham til at give Sit liv for vor frelses skyld.

Endelig er det, atter en gang, en engel, der forkynder de myrrabærende kvinder, at Jesus ikke mere er spærret inde i graven, men at Han er opstanden. Og Kristus selv minder i Emmaus disciplene om, hvordan frelsen er blevet forkyndt for dem, idet Han begynder med profeterne. Vi ved alt dette, men det forhindrer ikke, at når vi betragter og grunder over Guds Søns opstandelse, bliver vi hver gang lykkeligt overraskede, vi bliver vendt op og ned på, og vi kaster os ned foran Ham, som er den eneste Hellige, den eneste Herre: ”Jesus Kristus, til Gud Faders ære!” (hellige Johannes Chrysostomos liturgi).

Det er sandsynligvis nødvendigt for os til stadighed at blive overraskede over Opstandelsens mysterie; for faktisk vænner vi os til vor svaghed, til vore fejl, og følgelig risikerer vi at køre fast i syndens vaner og finde dem helt normale. Men når vi atter gennemlever Herrens Påske, Hans passage tværs igennem døden, når vi fryder os over dette ubegribelige mysterie, hvor Herren ved Sin frivillige død har besejret døden, så vendes der op og ned på hele vort liv, når vi bliver klar over Guds uendelige kærlighed.

Det er den kærlighed, som frelser os, ved den bringes vi atter til live og får atter tillid, ved den tændes håbet i os. Måske er vi gået meget langt i vore synder, måske tænker vi endog: for langt! Måske står vi på kanten af fortvivlelsens afgrund! Og så, netop i det øjeblik, véd I da, hvad Gud siger til os? Han siger: ”Og hvad så? Hvad er problemet? Jeg har sagt dig det: Du er elsket ud over enhver tænkelig grænse, husk det! Om end en moder kunne glemme sit barn, glemmer jeg aldrig dig (Es. 49,15), og jeg giver dig bevis for det: Min Søn er gået med til frivilligt at dø for dig, at erfare det værste, et menneske kan komme ud for, at tage helt og holdent del i din lidelse, for at du helt og holdent kan få del i den guddommelige kærlighed. Ved Sin Opstandelse giver Han dig adgang til den kærlighed, som forener Treenighedens tre Personer. Derved smager du Livet, det er det evige Liv, som tilbydes dig: Gå ind til din Herres glæde!”

Således, brødre og søstre, bliver Kristi liv mit liv på grund af Guds uendelige miskundhed. Den umådelige glæde, som strømmer ud derfra, bliver til hele Kirkens glæde. Vi skal bevare indtrykket af denne berettigede glæde gennem alle vore dage, vi skal være vidner om Guds uendelige kærlighed, og vi skal udveksle den kærlighed imellem os, selv med vore fjender. Hvilket vældigt vovestykke! Et vovestykke, som er umuligt uden Guds hjælp. Men er Gud med os, hvem kan da være imod os? Selv i vort daglige helvede, og igennem natten, er Han der for at sige til os, at Han elsker os, og dét lige til tidernes ende. Lad os da ikke frygte, lad os tage den eneste behandling, som helbreder: Lad os leve i Guds kærlighed, lad os elske Gud, og lad os elske hverandre, og lad os synge af ét hjerte: ”Kristus er opstanden fra de døde, ved døden besejred’ Han døden!”

Af hele min kærlighed sender jeg jer det trefoldige påskekys: ”Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!” Må den opstandne Herres velsignelse være over jer alle! Amen!

Paris, Alexander Nevskij Katedralen
6. / 19. april 2009

+ Ærkebiskop Gabriel af Comane
eksark for den økumeniske patriark

Retour haut de page
SPIP